Postkort fra AutoBranchen Danmark: Stor medlemstilslutning til digitale initiativer

Autobranchen Danmark har fart på. Corona har bestemt givet udfordringer, men også budt på nye initiativer og muligheder. I forbindelse med Groupcares temadækning, Postkort fra foreninger, har vi talt med Charlotte Brix Andersen, der er chef for forretningsudvikling, medlemmer og kommunikation i AutoBranchen Danmark. 

Af Melissa Simone Byberg

Mere travlhed end før corona

Selvom aktiviteter og initiativer måske er blevet påvirket af corona, så er det ikke for alle at det har været ensbetydende med stilstand, tværtimod. Det kan Charlotte Brix Andersen skrive under på, for i AutoBranchen Danmark har man haft mere travlt end før corona indtraf. Fortæller Charlotte:

”Vi har godt nok knoklet på. Men det er jo også fordi, der har været så meget på det juridiske og politiske område og kommunikationsmæssigt, som vi har skulle hjælpe vores medlemmer med.”

Ifølge Charlotte har telefonerne i disse tider, med god grund, kimet med spørgsmål fra medlemmerne. Foreningen arbejder derfor nu på at optimere den digitale medlemshjælp samt formidling til sine kunder, sådan at der bliver mere plads til at tage fat om de mere komplicerede medlemssager.

Fokus på den digitale udvikling

Situationen har øget foreningens fokus på at optimere sin digitale tilstedeværelse og kommunikation til sine medlemmer. I denne forbindelse nævner Charlotte, at selvom det digitale fokus var tilstede inden corona, så har pandemien givet anledning til at udvikle endnu mere på området.

Blandt andet prioriterer man at forstærke sit interaktive og grafiske udtryk. Det digitale rum har altså fået endnu mere opmærksomhed, og får i højere grad lov til at spille en rolle – også efter den dag corona forhåbentlig har vinket farvel.

Stor medlemstilslutning til digitale initiativer

Ligesom så mange andre foreninger, har AutoBranchen Danmark valgt at etablere et medlemsfællesskab gennem webinarer, som ifølge Charlotte har fået stor tilslutning fra medlemmerne. Tilslutningen til det digitale har bl.a. rod i den fleksibilitet og nemhed som er forbundet med webinar-formatet, som ikke kan findes i fysiske arrangementer:

”Vi skal finde ud af, når vi kan mødes igen, hvorfor det så er, at vi skal holde de her fysiske kurser. For der er jo transporttid og spildtid i trafikken, kilometer-penge der skal betales, booking af mødelokaler, forplejning osv. Og så er der jo også klimavinklen i, ikke at ligge og køre frem og tilbage.”

Har vi stadig brug for det fysiske møde efter corona?

Med fordelene der kommer af fleksibiliteten og nemheden ved digitale møder, kunne man fristes til at spørge, om der overhovedet er brug for det fysiske møde for fremtiden. Denne tanke har også strejfet AutoBranchen Danmark:

”Coronaen har vendt lidt op og ned på det. Først, der skulle man virkelig finde ud af, hvad det er, der er relevant at holde et webinar om, fordi vi var så vant til at mødes til kurser. Men nu bliver det helt anderledes. Nu skal vi tænke på, hvad det er, der kommer til at være relevant at mødes fysisk om.”

Dog understreger Charlotte, at foreningen stadigvæk kommer til at holde fysiske kurser, den dag det igen bliver muligt, da netværksdelen er central og vigtig at holde i live: ”Vi skal bare lige tænke os en ekstra gang om, hvad det så lige præcis er, der skal holdes fysiske kurser om.”

At vedligeholde et arbejdsfællesskab over skærmen

Selvom Charlotte understreger, at den fysiske arbejdsplads klart er at foretrække fremfor den digitale, vurderer hun, at AutoBranchen Danmark har fundet en fin måde at vedligeholde et arbejdsfællesskab på. Spørger man Charlotte, er nøglen til dette fællesskab at afholde såkaldte tjek-ind-møder og medarbejderrunder:

”Når vi har så mange medarbejdere, der sidder derhjemme og skiftevis på kontoret, har vi faktisk også været meget gode til at holde nogle ’tjek-ind-møder’ med hinanden om morgenen. Så ringer man lige ind og hører, hvordan det går og hvad det er, som de forskellige kollegaer har gang i. Det er for på en måde at føle, at man er en del af et arbejdsfællesskab, så man ikke sidder og bliver helt ensom derhjemme.”

Til dette kommenterer Charlotte, at det område hvorpå hun mener, at foreningen virkelig har rykket sig, er på det kollegiale og det sociale. Dette er understøttet af en i høj grad mærket ansvarsfølelse, som kommer med at man sidder for sig selv og arbejder.

Dog er Charlotte ikke et sekund i tvivl om, at hun glæder sig til at det fysiske kontor igen kan blive fyldt op af sine kollegaer.